Her kan du læse et uddrag af min seneste roman "Nordlys"
Kapitel 2 Der, hvor evigheden ender Kristian Wang stirrer tomt på stakken af plastikkasser med løse enheder. Enheder, som han forventes at samle til brugbare produkter, som Kriminalforsorgen kan sælge med en vis pro- fitmargin. Kristian har for længst opgivet at regne ud, hvad det er, han samler. Nogle af de andre indsatte i arresten, der ligger solidt placeret på marken uden for Horsens, har fortalt ham, at det er cykellygter. Kristian er ligeglad. For ham tæller kun tiden, der bevæger sig uendelig langsomt afsted i et slimet sneglespor. Kristian flytter sine tungsindige blå øjne fra plastikdelene på montagebordet og lader i stedet blikket fange urskiven, der hænger på den modsatte beigefarvede væg. Beige, tænker han og føler sig netop det: Beige! Urets digitale tal fortæller ham, at han om to minutter bliver hentet af en betjent, der fører ham op til sygeafdelingen og den ugentlige samtale med fæng- selspsykiateren, Jørgen Klitmark. Umiddelbart føler Kristian ikke, at samtalerne har den store, positive effekt på at ændre farven i hans sind fra beige til en mere munter kulør. På det hjælper kun Doxepin-pillerne og den hash, han køber af Ahmed, som han deler cellegang med. Men samtalerne hjælper trods alt med at få tiden til at gå bare en smule hurtigere i fængslets pseudoverden, hvor evig- heden har endestation og får tiden til at gå i stå. To dage end- nu, skal han udholde, inden der afsiges endelig dom i retten i Horsens i forbindelse med sigtelsen for uagtsomt manddrab på rockeren Kim “Djævlen” Skytte. To dage endnu, inden han ved, om han skal blive i fængslet, eller om han kan sættes fri til absolut ingenting. Kristian sukker dybt. På mange måder ville det jo være det letteste at blive i fængslet. Han føler sig tryg i de faste ram- mer og anonyme omgivelser. Der er ingen, der stiller krav til ham. Her er ikke nogen skrantende sikkerhedskonsulentvirk- somhed, der skal holdes flydende, og der er fremfor alt ingen adgang til den alkohol, han ellers er så afhængig af. Han har været tørlagt i månedsvis nu, selvom han dog har flyttet en del af sin tørst over på den krydrede kvalitets-hash, han kan købe af 2. g’erne, der efterhånden sidder på hele fængslets handel med ulovligt indsmuglede stoffer. Det knuger i brystet ved mindet om opgøret på den ned- lagte gård uden for Randers med ikke kun rockerpræsidenten Kim Skytte, der stod bag den organisation, der var skyld i Kristians ungdomskæreste Chalottes død. Men også opgøret med Djævlens medsammensvorne, politimanden Martin Lar- sen, Chalottes egentlige morder. En mand, der havde levet en modbydelig dobbelttilværelse som henholdsvis brutal morder med voyeuristiske tendenser, Susan Hviids kæreste og ikke mindst: Far til det barn, hun mistede den nat. Vicepolitikom- missær Susan Hviid, der engang var hans ven, men som han nu har mistet kontakten med. Kristian ryster på hovedet, som kunne han rense sit sind for de pinefulde minder. Men bevægelsen er forgæves. I øjen- krogen mærker han dem prikke, tårerne. De er begyndt at melde deres ankomst oftere og oftere, og han har for længst mistet kontrollen over dem. De kommer snigende som ulyk- salige budbringere om alt det, han har mistet. Tårerne og tungsindet, de bringer med sig, lammer ham og styrer hele hans liv. Han har også for længst opgivet fantasien om, at det var Elisa, han så i varevognen den nat. Kristian Wang har ge- nerelt i livet for længst opgivet det meste ... Han begraver ansigtet i sine hænder for at skjule tårerne for medfangerne. Men noget fysisk omkring ham føles plud- selig forkert. Montageværkstedet er blevet skræmmende tyst som i et kirkerum. Kristian tørrer øjnene med bagsiden af hånden og kigger forundret op på uret på væggen. Han må være faldet i staver, for klokken er flere minutter over 15, hvor fængselsbetjenten, Morten Storlund, skulle have hentet ham til samtale. Kristian kigger sig over skulderen efter de tre med- indsatte, som han har arbejdet sammen med siden den tidlige morgenstund. De er alle tre tavse og undgår behændigt hans blik, da han ser på dem. Det er en egenskab, man meget hur- tigt lærer i fængslet, tænker Kristian, da han opdager årsagen til stilheden og den manglende fængselsbetjent i lokalet. Årsa- gen kommer gående med målbevidste terrierskridt hen mod ham ved den bagerste montagestation i værkstedet. Ahmed er nok betydeligt mindre end Kristians 186 cen- timeter, men hans krop er ikke desto mindre imponerende bred og muskuløs. Kristian ved, at Ahmed og hans bande af unge indvandrerdrenge bruger al deres vågne tid i fængslets fitnessafdeling, når de da ikke ligger på gulvet i cellen og tager hundredvis af armbøjninger. Et faktum, der tydeligt kan ses gennem hans stramme sorte T-shirt med bandens logo trykt i hvide versaler på brystet. Kristian håber det bedste, men frygter det værste. Hans egen træning strækker sig efterhånden kun til at sjoske rundt som i en døsig rus på gårdturene. Han ved desuden kun alt for godt, hvem der bestemmer på afde- lingen, og det er ikke depressive arrestanter, der skylder penge for hash, tænker han opgivende, mens han forsøger at finde modet til at knytte næverne og svare igen, hvis det skulle blive nødvendigt. Ahmed skrår direkte den korteste vej gennem lokalet, og snart står han foran Kristian i en sky af tavse trusler og tung eau de cologne. Hans ansigt er groft og bredt, med en næse der har været brækket gentagne gange. Håret er langt på top- pen, og det er lagt tæt ind til hans hovedbund med et glinsen- de hårprodukt. I siderne og i nakken er det klippet så kort, at hans hvide hovedbund skinner unaturligt igennem de plysse- de sorte hår. Ahmed stiller sig lige foran Kristian i en afstand, der bryder de fleste menneskers intimsfære. – Wallah, min ven, hvisler han faretruende gennem sam- menknebne læber. Han griber fat i Kristians overarm, og han kan lugte en varm ånde. Den lugter af brutalitet, tænker han underdanigt. Kristian siger ikke noget, men forholder sig blot afventende. I den normale verden ville hans krop være parat og spændt som en fjeder, og han ville ikke være bange for ham. Men Statsfængslet i Østjylland er ikke nogen normal verden. Her er Ahmed konge, og Kristian er ingenting. – Du skylder! hvæser Ahmed og fortsætter. – Min ven. Det bliver sagt på gangene, at du måske kom- mer ud herfra om to dage? – Det ved jeg jo ikke endnu, klynker Kristian og mærker Ahmeds fingre bore sig hårdt ind i overarmen. – Hey, mester, folk siger, at du måske bliver frifundet, ok! Hvis det sker, så husk, at du skylder. Du betaler, inden du smutter, er det forstået, din fucking junkie? snerrer pusheren. Kristian mærker spytdråber ramme ansigtet. Egentlig ved han ikke, hvad han forventer i forhold til dommen i sin drabs- sag. Hans forsvarer siger, at han forventer frifindelse på bag- grund af nødværgeloven, men Kristian føler sig ikke sikker, og han er egentlig også temmelig ligeglad. – Er det forstået, mester? hvæser Ahmed igen, mens han understreger spørgsmålet med et veltilrettet knytnæveslag di- rekte i maveregionen. Kristian mærker luften forsvinde fra sine lunger, og krop- pen higer efter at falde sammen på gulvet, mens det lyner hvidt for hans øjne. Men Ahmed har godt fat i hans overarm. Han falder kun, når Ahmed tillader det. Det står helt klart. – Ja, Ahmed, det er forstået, hvisker Kristian i smerte. Manden slipper endelig sit greb og lader ham synke sam- men. Kristian glider ned på gulvet, mens han holder sig for sin smertende mave med den ene hånd. Han lægger hvilen- de panden mod det støvede og kølige gulv og hulker stille. Hvis bare han ikke havde været så stor en kujon, havde han haft modet til at forlade denne verden, tænker han opgivende. Blikket finder hans underarm. De tre små tatoveringer af må- nen minder ham om, hvorfor alting er så inderligt ligegyldigt. Én måne for hvert år, Elisa har været forsvundet. Det er snart tid til at få endnu en måne, tænker Kristian uklart, mens han stønnende retter sig langsomt op.